Tilsyn
I henhold til lov om frie grundskolers virksomhed §9 har jeg foretaget tilsyn på Kvikmarkens Privatskole i Gladsaxe (skolekode 159016) den 12. september 2011 i 6 lektioner i fagene dansk matematik, engelsk, historie og tysk fordelt over klasser fra 3. til 9. klasse.
Min vurdering er at skolens virksomhed står rigeligt mål med hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Jeg har haft lejlighed til at drøfte de fagligt velkvalificerede læreres undervisningsplaner med dem og se de benyttede undervisningsmidler, både de benyttede systemer og supplerende materiale. Læremidlerne og lærebogssystemerne fornyes løbende.
Jeg har også haft lejlighed til at drøfte skolens forhold med skoleleder og afdelingsledere.
Skolen har et godt og bredt undervisningstilbud, således tilbydes der både tysk og fransk og nu også kinesisk på forsøgsbasis fra 7. klasse. Delehold i fysik i 8.-9. klasse og projekt Den digitale skole i 7. klasse. Indretning af lokaler afpasses efter den faglige og digitale udvikling, fx er der kommet 10 nye smart board-tavler, og lærerne har været på internt kursus i brugen af dem.
På mellemtrinnet lægges der meget vægt på det kreativt musiske. I øjeblikket arbejder lærerne på mellemtrinnet med at udarbejde en egentlig mellemtrinsidentitet: Hvad betyder det at gå i 4.-6. klasse på Kvikmarkens Privatskole?
Udendørsarealerne vedligeholdes og fornyes til stadighed.
Der tilstræbes 20 elever i hver klasse på alle klassetrin og 2 klasser på hvert klassetrin. Antallet overskrides ikke og er så godt som opfyldt. I hver klasse søges der en nogenlunde ligelig fordeling mellem drenge og piger.
Skolen er på vej fra en opdeling i 2 afdelinger til 3: Indskoling og SFO (til 3. klasse), mellemtrinnet (4.-6. klasse) og udskolingen (7.-9. klasse) hver med sin afdelingsleder. Der kan arbejdes specielt målrettet fagligt med afdelingernes børn hvorved lærernes kompetencer udvikles og udnyttes bedst muligt. Der arbejdes desuden på at gøre overgangene fra det ene trin til det andet med tilhørende lærerskifte fagligt sammenhængende ved opfyldelse af de krævede trinmål. Den 3-delte ventes at være på plads fra skoleåret 2012-13.
Lærernes faglige udvikling bliver stadig holdt ved lige gennem tildeling af kursusmidler.
Ved tilsynet, der foregik på en almindelig skoledag, bemærkede jeg faglærernes forskellige undervisningsmetoder tilpasset alderstrinnet, fx letflydende læsning, resumé og samtale i 3. klasse, udnyttelse af smart board med video i sprogundervisningen, gruppearbejde som indledning til projektarbejde i historie og klar undervisningsdifferentiering i matematik. Eleverne var aktive på et ønskeligt niveau, og lærerne opmærksomme på både helhed og enkeltelever. Eleverne var åbne og venlige og vant til voksenkontakt. Jeg bemærkede ingen mobning eller aggressionsudbrud og tolker det som et resultat af skolens bevidste antimobningskampagne.
Skolen er ikke omfattet af krav om nationale test men skal alligevel dokumentere et fagligt niveau som i folkeskolen gennem faglig målsætning og evaluering. I 1.-5. klasse gøres det ved standardiserede læseprøver; i udskolingen gennem forskellige evalueringer afpasset efter det gennemgåede stof.
Skolen har en tradition med lejrskoler for alle klasser hvert år afpasset efter de pædagogiske mål. 7. klasse tager samlet på idrætshøjskole. 8. klasserne tager på sprog- og kulturrejse til Tyskland eller Frankrig med 2 lærere på hver lejrskole.
Skolen har taget initiativ til at pleje trafikkulturen omkring skolen når forældre i bil sætter børnene af om morgenen. Denne trafikkultur plejes stadig.
Skolen har afsat midler til specialundervisning af børn der har særlig brug for støtte. 20-25 timer om ugen. Desuden er der oprettet grupper til børn med særlige forudsætninger.
Skolen lægger vægt på at have kendskab til alle elever. Forældrekontakten foregår løbende på nettet gennem Forældreintra.
Samlet indtryk: Skolens virksomhed peger i retning af at lære børnene tolerance og accept af forskellighed og at undgå mobning. Børnene viser tillidsfuld respekt, omgangstonen er venlig, og børnene viser lyst til at lære. Karaktergennemsnittet er tilfredsstillende.
Claus Tilling
Lektor emer. fra Blaagaard Seminarium




